Dødsfald og begravelse

Som pårørende kan du kontakte præsten personligt eller gennem en bedemand. Når der er truffet aftale med præsten, evt. via en bedemand, kan graveren kontaktes med henblik på,  hvilket gravsted I ønsker. 

En kirkelig begravelse eller bisættelse er de pårørendes afsked med den døde og forkyndelsen af det kristne budskab om opstandelse, håb og trøst.

Før begravelsen taler de pårørende med præsten. Ved samtalen forbereder man begravelsen. Man fortæller præsten om afdøde og vælger salmer. I samtalen kan præsten også tilbyde støtte og sjælesorg.

Begravelse: Det skal du huske 

I dagene efter et dødsfald skal de pårørende tage stilling til mange spørgsmål og ordne en række praktiske forhold. Her får du en kort oversigt over de vigtigste.

Bedemand

De fleste henvender sig til en bedemand for at få hjælp til det praktiske i forbindelse med dødsfald og begravelse. Det er de pårørendes eget valg, om de vil have hjælp af en bedemand. Man kan godt selv sørge for nogle eller alle de ting, der skal ordnes. 

Da sorgen ofte er overvældende, og fordi der skal ordnes mange uvante ting på få dage, oplever de fleste dog, at det er godt at få hjælp til det praktiske. En bedemand kan hjælpe med mange af de følgende ting, som skal ordnes efter et dødsfald.

Anmeld dødsfald - dødsattest

Efter et dødsfald skal en læge tilse afdøde og skrive dødsattesten. Lægen anmelder dødsfaldet til begravelsesmyndigheden, som er sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, som afdøde havde bopæl i. 

Begravelse eller bisættelse

Bedemanden eller de pårørende skal anmode om begravelse eller bisættelse. Hvis du vil overlade det til bedemanden at sende anmodningen, skal du først udfylde og udlevere en fuldmagt til bedemanden. Fuldmagten kan du finde på borger.dk.

Hvis de pårørende har kendskab til afdødes ønsker, har de pligt til at følge dem. Det gælder fx ønsket om begravelse (kistebegravelse på kirkegården) eller bisættelse (kremering og efterfølgende urnenedsættelse). Hvis pårørende selv vil anmode om ligbrænding eller begravelse gøres det med NemID på borger.dk. Hvis du ikke kan få NemID, kan du udprinte blanketten til anmodningen her. Når blanketten er udfyldt, skal den sendes til kirkekontoret i det sogn, hvor afdøde boede.

Når anmodningen er afleveret, er det begravelsesmyndigheden, der afgør, om begravelsen kan gennemføres som ønsket på anmodningen. Kan den det, får du afgørelsen tilsendt til din e-boks og begravelsesmyndigheden underretter Skifteretten om dødsfaldet (hvis digital selvbetjening ikke kan anvendes, skal du som pårørende kontakte begravelsesmyndigheden).

Begravelse eller bisættelse kan først ske, når afgørelsen fra begravelsesmyndigheden er afleveret til kirkegården eller krematoriet. Senest 8 dage efter dødsfaldet (dødsdagen medregnet) skal begravelsen eller bisættelsen dog finde sted. 

Kirkelig begravelse

Når en præst medvirker, kaldes det en kirkelig begravelse eller bisættelse. Hvis afdøde var medlem af folkekirken, medvirker en præst ved begravelsen eller bisættelsen, med mindre afdøde har givet udtryk for andet. Ønsker man kirkelig begravelse eller bisættelse, tager man kontakt til kirkekontoret eller præsten for at aftale tidspunkt for begravelsen eller bisættelsen.