MAR
21

Vil du være med til at skabe Tølløse Kirke? Det har du nu mulighed for at prøve – og endda for en to-årig periode frem til næste ordinære valg i 2024.
Som medlem af menighedsrådet er du med til at prioritere den daglige drift og det kirkelige liv i sognet. Desuden er menighedsrådet arbejdsgiver for kirkens ansatte, bortset fra præsterne.
Menighedsrådet mødes ca. en gang om måneden og lidt oftere, hvis man også sidder i et af udvalgene eller bliver valgt til en af de lidt mere arbejdstunge poster som formand, kasserer, kontaktperson eller kirkeværge. På flere måder kan man dermed sammenligne et menighedsråd med en bestyrelse i en forening.
Den to-årige valgperiode skyldes, at de valgte medlemmer af menighedsrådet ønskede at træde tilbage, og siden september har der været et midlertidigt menighedsråd, indsat af provstiet.
Det kræver ikke særlige forudsætninger at sidde i et menighedsråd, ud over at være interesseret i at arbejde for, at der er så gode vilkår som muligt for at forkynde det kristne evangelium og at kirken derigennem bliver et levende fællesskab for alle i sognet. Du skal blot være minimum 18 år, medlem af folkekirken og bo i Tølløse Sogn (eller have løst sognebånd til en af kirkens præster).
Hvis det har din interesse, eller hvis du blot vil være med til at stemme om, hvem der skal sidde i menighedsrådet, kan du møde op til valgforsamling.
Hvis der er noget, du gerne vil have uddybet inden valgforsamlingen, kan du gribe fat i en af præsterne eller bede om en opringning ved at skrive til toelloese.sogn@km.dk